Hos Organic Growth er vi store fortalere for specialisering og et dedikeret fokus på søgemaskineoptimering. I dette blogindlæg vil jeg forklare, hvorfor vi har valgt at fokusere og dygtiggøre os inden for dette felt. Allervigtigst vil jeg redegøre for, at organisk markedsføring, mere specifikt SEO, ikke blot er noget, du lærer som en sekundær kompetence. SEO er en svær disciplin at mestre, fordi den kræver mange forskellige faglige kompetencer.

Hvorfor har vi valgt at specialisere os? 

Den primære årsag til, at vi har valgt at specialisere os, er, at vi synes denne form for markedsføring er sjov. Vi synes, det er sjovt at lave søgeordsanalyser, indholdsstrategier, teknisk opsætning på hjemmesider og producere godt indhold, som fanger både bruger og Google. Når vi kan gå på arbejde med et smil på læben, yder vi den bedste indsats.

Den anden årsag er, at vi, efter flere år i branchen, har indset, at man ikke kan være 100-metermester i alle online marketingdiscipliner. Det er egentlig meget simpelt. Du får ikke din tømrer til at lave el-installationer, ligesom du heller ikke får din øjenlæge til at foretage dit næste tandtjek.
Mange års erfaring fra et full-service bureau gjorde det tydeligt for mig, at specialisering er vejen frem. I starten af min tid hos bureauet lavede SEO-eksperterne både SEO og Google Ads. Senere blev vi opdelt i paid marketing og organisk marketing, så SEO-folkene kunne fokusere på det, de var bedst til. Paid marketing var dog stadig samlet under én fane, så her lavede eksperterne både Google Ads og Facebook-annoncering. I min sidste tid blev Google Ads og Facebook-annoncering også opdelt.
Konklusionen er, at selv full-service bureauerne ønsker at specialisere deres ansatte. Problematikken for dem er, at specialiseringen først kan eksekveres, når der er nok ansatte. Er der derimod ikke det, betyder det i de fleste tilfælde, at den enkelte medarbejder skal varetage flere fagområder på én gang. Noget, der uundgåeligt har indvirkning på medarbejderens specialisering og udvikling. Det er det, vi vil undgå, ved at have ét fokus. 

SEO er et vigtigt marketingredskab for rigtig mange virksomheder. Hvis brugerne ikke kan finde dig på Google, så vælger de dig ikke. Det siger sig selv, men vi må endelig ikke tage vores eksistensberettigelse for givet. For i bund og grund eksisterer Organic Growth netop, fordi SEO for de fleste virksomheder er et “need” og ikke et “want”. 

Hvad er fordele ved specialisering for vores kunder?

For vores kunder er vores specialisering en åbenlys fordel. Det gode gamle ordsprog ‘øvelse gør mester’ gælder selvfølgelig også inden for SEO. Når kunderne starter op hos Organic Growth, kan de være sikre på, at der altid sidder en ekspert med mange års erfaring klar til at optimere på deres strategi. Det er ikke en praktikant eller en person, som i virkeligheden synes, at Google Ads er sjovere. Vedkommende, der sidder på din case, arbejder med dette hver eneste dag og nyder at gøre det. 

Hvad er fordelene ved specialisering for os?

Det siger egentlig sig selv. Vi er alle sammen dedikeret til det samme. Det er de samme opgaver, de samme målsætninger og den samme terminologi, vi bruger. Vi bliver bedre af at være sammen med ligesindede, der kan udfordre vores indgangsvinkel på en strategi eller opgave. Vi bliver bedre til at lave SEO-strategier, når vi gør det igen og igen og kan videreføre dem til forskellige cases. 

I bund og grund handler det om at blive bedre. Det handler om at blive så god som muligt til lige præcis det, der er din ekspertise. Sparring, ny viden og gentagelse er vejen til en god specialisering. 

Hvordan arbejder vi med specialisering?

Som skrevet før, gør øvelse mester. Men gentagelser er ikke ensbetydende med, at du bliver dygtig. For hvad nu, hvis du gentager den samme opgave igen og igen, men kvaliteten er dårlig? Hvis nu du ikke følger med i de nye trends på området og bruger dem i dit arbejde? Ja, så nytter gentagelse jo ikke det store. Derfor er vi opmærksomme på, at vi løbende skal blive bedre, ved at opsøge ny viden og sparre på den enkelte case. 

Som udgangspunkt er der hos os ikke en dedikeret ansvarlig på den enkelte kunde. Der er en tovholder, men Mikkel kan ligeså godt lave en opgave på den kunde, jeg er tovholder på, som jeg selv kan. Opgaven skal selvfølgelig cleares med tovholderen, men i sidste ende handler det om, at vi gerne vil have flere øjne på casen. Mikkel er god til en ting, Emilie er god til en anden, og jeg er god til en tredje. Så selvom vi alle er specialister i SEO, kan vi stadig spille hinanden gode, ved at trække på hinandens stærkeste kompetencer inden for feltet. 

Ved kontinuerligt at læse blogs og nyhedssider følger vi med i de nyeste trends. Hver fredag har vi tilmed uddannelsestid, hvor vi bruger en time hver på at undersøge et emne, efterfulgt af et kort oplæg, hvor vi præsenterer hinanden for det, vi har lært. Til sidst følger en diskussion om emnet, som vi forsøger at tage med videre i praksis.  

Hvad er ulemperne ved specialisering?

Selvom der er rigtig mange fordele ved specialisering, er der selvfølgelig også ulemper. Fra et forretningsmæssigt perspektiv er den største ulempe, at man ved at specialisere sig i SEO kan komme til at udelukke en stor del af de potentielle kunder, som ønsker en bredere løsning inden for online markedsføring. Dette imødekommer vi ved et stærkt samarbejde med dygtige samarbejdspartnere, som kan hjælpe vores kunder med Google Ads og Facebook-annoncering. 

Nogle kunder søger efter et full-service bureau, fordi de ikke kan overskue at have flere touch-points end nødvendigt. For de kunder, hvor dette er et behov, tilbyder vi at være den primære projektleder, så de ikke behøver at kommunikere med vores samarbejdspartnere. 

En udfordring kan også være manglende synergi mellem betalt annoncering og organisk markedsføring. Hvis vi ikke laver begge dele, hvordan kan vi så sikre, at der er en stærk synergi mellem de to kanaler? Igen vil jeg henvise til vores samarbejdspartnere. For selvom det ikke er os, der laver budjusteringer på Google Ads-kontoen, så har vi indsigt i de initiativer, som vores samarbejdspartnere laver. Er der f.eks. en annonce, som performer ekstremt godt, så forsøger vi at tage ved lære af denne og bruger det aktivt i vores SEO-arbejde.  

Afsluttende vil jeg gerne understrege, at dette blogindlæg ikke handler om, at nogle bureauer gør det forkert, og at vi gør det helt rigtige. For nogle virksomheder er et full-service bureau en god løsning.
Full-service bureauer har helt åbenlyst en eksistensberettigelse ellers ville der ikke være så mange af dem. Min pointe med blogindlægget er at beskrive vores “take” på specialisering. SEO, Google Ads, Facebook-annoncering, email-markedsføring m.m. er ikke noget, man lærer over natten. Det er ekspertiser, som tager mange års erfaring at mestre. Hvis vi som fagpersoner ikke har denne indgangsvinkel til vores arbejde, så underminerer vi vores egen ekspertise og gør det til en andenrangskompetence. Det er vores arbejde for vigtigt til. 


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *